Af Kim Kristian Andersen, DFU-Roskilde amt
Vi mødtes i Kastrup lufthavn tirsdag d. 30/11 kl. 5.30. Da vi nåede til Zaventem lufthavn i Bruxelles var det meget tåget. Så gik turen ellers mod hotellet. Vi tjekkede ind på Hotel Opera, et udmærket hotel, som lå i centrum af Bruxelles.
Da vi havde pakket ud, stod Kenneth Kristensen for en lille rundvisning i Bruxelles. Med Kenneth i spidsen ledte han os igennem byen, hvor vi bl.a. så Bruxelles’ mest berømte seværdighed. Det var en lille statue af en tissende dreng, Manneken Pis. Vi kom også forbi tre kirker, hvoraf den ene var brændt delvist ned. Vi sluttede rundvisningen med at se Grand Place, som er Bruxelles’ centrale plads. Grand Place er samtidig også centrum for byens natteliv, og netop om natten er der mange flotte lyseffekter over pladsen.
Senere besøgte vi Den Danske Repræsentation i Bruxelles. Der var arrangeret et foredrag af en medarbejder fra repræsentantskabet og en efterfølgende debat om, hvordan hele beslutningsprocessen i EU hænger sammen. Da vi var færdige med at debattere, tog vi af sted til endnu en stor turistattraktion. Vi skulle se en skulptur, der hedder Atomium, en skulptur der forestiller et jernmolekyle, som er forstørret op en milliard gange. Da vi kom hjem var der arrangeret aftensmad på en restaurant. Efter aftensmaden var mange trætte. Men der var alligevel et par stykker, som var ude at udforske Bruxelles’ natteliv.
Vi skulle mødes kl. 8.15 næste morgen, da vi skulle være ude ved Kommissionens Besøgscenter kl. 9.30. Der blev holdt et foredrag af Lars Vind Sørensen, som sidder i Generaldirektoratet for Det Indre Marked. Da foredraget var færdigt, var der en kort pause. Derefter var der et foredrag af Jaen Charles Ellermann-Kingombe, der er medlem af Mariann Fischer-Boels kabinet. Jean fortalte om, hvordan arbejdet foregår i Kommissionen. Bagefter fik vi en god debat.
Efter en god frokost satte vi igen kursen mod Parlamentet, hvor vi mødtes med Mogens Camre. Der var en del ventetid inde i Parlamentet, da vi skulle have en sikkerhedsgodkendelse for at overvære Mogens Camres gruppemøde. Lokalet, som mødet foregik i, var indrettet som selve Parlamentet. Det var bare meget mindre. Vi blev budt velkommen af formanden for gruppen. Det var meget imponerende at overvære simultan-tolkene i arbejde. Vi kunne således følge med i mødet på dansk. Da mødet var færdigt, gik vi over i Parlamentet, hvor vi satte os på tilhørerpladserne. I Parlamentet blev der snakket om tilstanden i Ukraine. Vi sad og hørte på debatten i en halv times tid, og det blev tid til aftensmad. Middagen blev serveret på en pæn restaurant i nærheden af Grand Place. Efter en virkelig dejlig middag var mange klar til at gå ud og opleve Bruxelles’ natteliv.
Planen for den sidste dag i Bruxelles var afslapning. Vi kunne sove længe og samtidig shoppe. Herefter hentede vi vores bagage og satte kursen mod Zaventem lufthavn, hvor der var afrejse kl. 19.15. Vi landede trygt og sikkert i Kastrup lufthavn kl. 20.40.
Vi kan alle se tilbage på to dejlige og lærerige dage i Bruxelles. Det kan vi takke Kenneth og Allan for, da de havde lavet et stort stykke arbejde forud for turen. Tak for en rigtig god tur. |