Af Maja Pedersen, DFU-Århus
Weekenden den 18. og 19. september var i min kalender reserveret til DFs årsmøde. En begivenhed jeg havde set frem til siden sommermødet tre uger forinden, hvor jeg første gang stiftede bekendtskab med andre glade og humørfyldte DFUere. Mange af dem - og flere til - var kommet til Odense Kongrescenter denne weekend. Der var naturligvis overtal af DFere. Men alle har vi det til fælles, at vi har en stærk nationalfølelse, hvilket blev afspejlet i den afslappede og positive stemning. Min første opgave var at føre én af de 12 faner ind i den smukke blåpyntede sal og holde den under nationalsangen. Det var sjovt at prøve. Herefter satte jeg mig ned blandt DFUerne for at høre formand Pia Kjærsgaards beretning. En rigtig god tale, hvor hun var inde på alt fra kravene til de kommende finanslovsforhandlinger til modstanden mod Tyrkiets optagelse i EU.
Ikke overraskende blev denne stærke kvinde genvalgt som Dansk Folkepartis formand med klapsalver og opbakning fra hele salen. Generalløjtnant K.G.H. Hillingsø var indbudt som gæstetaler og fortalte om Danmarks forsvar. Han pointerede dog, at han ikke var enig i alle DFs synspunkter. Men spændende var det at høre. Senere på eftermiddagen var der fri debat blandt de delegerede, og her blev mange synspunkter luftet.
Ved 19.30 tiden var der dækket op til den helt store festmiddag. Der blev rigtig hygget og snakket. Entertaineren Ib Grønbech stod for underholdningen, og alle såvel DFere som DFUere fik rørt lattermusklerne. Senere spillede Party Patrol op til dans. Og her var vi mange, der benyttede chancen for en lille svingom. Festen sluttede ud på de sene nattetimer, hvorefter folk gik hver til sit. Nogle overnattede på hotel mens andre, heriblandt jeg selv, havde booket et værelse på et nærtliggende vandrerhjem. ”Sikken dejlig dag, det var i dag…”, nåede jeg lige at nynne inden mine øjne lige så stille lukkede i.
Søndag morgen samledes vi igen kl. 10. Efter fællessang, var der politisk spørgetid. Et meget underholdende tiltag med pressechef Søren Espersen i spidsen, hvor fem af partiets MFere besvarede spørgsmål fra de delegerede. Spørgelysten var stor, og flere modige DFUere havde bevæget sig hen til mikrofonen i midten af salen for at få afklaret nogle spørgsmål.
Inden dagens program var slut, fik DFUs formand Kenneth Kristensen lejlighed til bl.a. at berette om DFUs årsmøde 2004. Han fortalte også om sine bekymringer på skoleområdet. Det var et rigtig godt indlæg og blev flot modtaget af de fremmødte.
Pia Kjærsgaard afsluttede årsmødet kl. 13.45, hvorefter jeg bevægede mig hen mod fanen, som denne gang skulle bæres den modsatte vej. Det var lidt vemodigt, forstået på den måde, at det betød, at arrangementet så småt havde nået vejs ende. Inden vi tog afsked med hinanden, indtog vi lidt smørrebrød i kongrescentrets restaurant. En rigtig spændende og hyggelig weekend var nu definitivt slut. |