09.02.2008

Eksamener er nødvendige 

 

I denne uge kom en arbejdsgruppe nedsat undervisningsministeriet med deres endelige rapport, hvor man har undersøgt antallet af eksamener i undervisningssystemet. Rapporten lægger op til, at antallet af eksamener skal nedsættes, og at der samtidig skæres ned på antallet af eksterne censorer. 

Et af de bærende argumenter er, at vi i Danmark har langt flere eksaminer end i andre lande, og at eksterne censorer er dyre. Siden systemskiftet i 2001 er der unægtelig blevet indført flere eksamener, og det er en linie, vi skal bibeholde. Eksaminationer er en udmærket måde at måle den mængde af viden, de studerende har fået.

Lærerne kan bruge resultatet af en eksamen til at se, hvor den enkelte elev har brug for hjælp. Eksamensresultatet kan også hjælpe de studerende, når de skal til at vælge en fremtidig studieretning, så de bedre kan se, hvor deres styrke ligger.

Hvis man begynder at nedsætte mængden af eksaminationerne, kunne man fristes til at tro, at de unge i større grad vil søge ind på studier, som de af den ene eller anden grund ikke er kvalificeret til og som følge heraf droppe ud før tid.  Det vil hverken være godt for den studerende eller for samfundet generelt.

Argumenterne i rapporten kan sådan set være gode nok, men i forhold til pengespørgsmålet er det en prioriteringssag. Vi skal blot finde ud af, hvad der tjener sig bedst for vores land og fremtid, og blot fordi mange andre lande ikke gør som vi i Danmark, betyder det ikke, at de har ret, og vi har uret! 

Det er ligeledes vigtigt, at vi sikrer eleverne en neutral og fair eksamen, og det gøres bedst ved at have et sæt nye øjne på elevernes formåen og kunnen på eksamensdagen. Desværre har det også vist sig, at lærerne ofte har svært ved at glemme elevernes adfærd og holdninger uden for eksamenslokalet og lader dette påvirke når der skal gives karakterer, også her vil en ekstern censor give en større sikkerhed for den enkelte elev.

----------------
Ugebrevet er skrevet af organisatorisk næstformand Bente Kronborg Holst.