Gad vide hvordan Danmark anno 2009 havde set ud hvis ikke Dansk Folkeparti eksisterede? Spørgsmålet strejfede mig, da jeg for kort tid siden kørte igennem den sydsvenske by Malmø. Igennem de sidste hundrede år har den svenske og danske befolkning nærmest været to alen af samme stykke, hvad angår religion, kultur og i nogen grad sproget, men løbet af de sidste ti år har dette billede ændret sig – grunden hertil er forskellen på de to landes udlændinge- og integrationspolitik.

Indtil 2002 lignede den danske og svenske udlændingelovgivning til forveksling hinanden, hvilket var ensbetydende med masseindvandring fra især Mellemøsten til de to skandinaviske lande.

Men i 2001 undergik dansk politik en historisk forandring, da VOK-blokken vandt en regulær jordskredssejr, og i 2002 strammede udlændingeloven – hvilket i øvrigt medførte hård kritik fra den danske venstrefløj, der selvom den i dag prøver at fortie det, i sin tid stemte imod alle stramningerne.

Modsat Danmark har Sverige har aldrig strammet udlændingelovene i samme omfang, men i stedet valgte man i 2006 at vedtage en ny asyllov, der på flere områder er mere lempelig end den gamle, hvilket resulterer i, at det svenske samfund hvert år ”kulturberiges” med over 90.000 indvandrere, hvoraf over en tredjedel kommer udenfor EU – og tallet har været stødt stigende igennem flere år!

Venstrefløjen i Danmark vil sikkert i ren og skær naivitet og misforstået tolerance se på Sverige som et foregangsland hvad angår udlændingepolitik, men faktum er, at Sverige ikke har nogen som helst chance for at integrere alle disse mennesker – derfor udgør især indvandringen fra muslimske lande til Sverige et enormt integrationsproblem, som overgår alt hvad vi hidtil har set i Danmark.

Det Malmø der for få år siden var stille og fredeligt, og hvor folk levede i harmoni med hinanden, er i dag afløst af et Malmø, hvor 13-14-årige tvangsgiftes, hvor kvinder i dele af byen tvinges til at bære tørklæde, hvor muslimske friskoler med støtte fra den svenske stat indoktrinerer muslimske børn til at tro på ultraradikale muslimske idéer – i et omfang der har chokeret integrationsarbejderne, og hvor folk er bange for at gå ud om aftenen i frygt for at møde Malmøs selvbestaltede religiøse politi. Hvis man ikke vidste, at det var Malmø, skulle man tro, det var en beretning fra et autoritært mellemøstligt rædselsregime – ikke desto mindre er det svensk virkelighed anno 2009.      

Udgangspunktet for Danmark og Sverige var i 2001 nøjagtig de samme mht. til udlændingepolitik – forskellen er ene og alene, at danskerne har haft Dansk Folkeparti, mens svenskerne har været overgivet til såkaldt politisk korrekte socialdemokrater og berøringsangste borgerlige.   

At de danske problemer i forbindelse med integrationsprocessen har været langt mindre end de svenske, viser vigtigheden af et stærkt Dansk Folkeparti i fremtiden, da Danmark ville have haft en ligeså slap og utilstrækkelig udlændinge- og integrationspolitik som Sverige har, hvis ikke det var for Dansk Folkepartis eksistens.  

----
Ugebrevet er skrevet af formand for kampagneudvalget Peter Kofod Poulsen.