- Det er stærkt bekymrende, at formanden for Venstres Ungdoms Politiske Udvalg, Lotte Noer, har givet udtryk for at man skal fratage stemmeretten for personer på overførselsindkomster. Jeg troede egentlig, at det var en debat, som hørte til på Estrups tid, siger Dansk Folkepartis Ungdoms landsformand Kenneth Kristensen i en kommentar. Kenneth Kristensen er fortørnet over, at Lotte Noers udtalelser ikke får konsekvenser for hendes virke i Venstres Ungdom. - Jeg synes, det er et problem, at Venstres Ungdoms formand, Claus Horsted, udtrykker sin fulde tillid til en person, som ikke respektere den mest basale ret af alle, nemlig retten til at stemme. Det er beklageligt, at der findes sådanne antidemokratiske understrømme i Venstres Ungdom, og jeg må på det skarpeste opfordre Claus Horsted til at træde i karakter over for Lotte Noer og dem, der måtte støtte hendes mærkværdige synspunkter. Jeg kan ikke forstå, at Lotte Noer kan blive siddende på en så betydningsfuld post, siger Kenneth Kristensen. - Det er et problem, at en fremtrædende VU’er umiddelbart foran en valgkamp kaster grus i maskineriet med disse gammelliberalistiske og antikverede holdninger, slutter landsformand Kenneth Kristensen. |  | |  |