30.03.2006

VU-formand Karsten Lauritzen bør oprette fristat på Nordpolen 

 

Dansk Folkepartis Ungdoms landsformand, Kenneth Kristensen, undrer sig over, at Venstres Ungdoms formand, Karsten Lauritzen, sammenligner Danmark med Mellemøsten. Det sker, efter at Venstres folketingsgruppe i dag kom til fornuft og erklærede sin opbakning til regeringens terrorpakke.

- Det er efterhånden ganske vanskeligt at tage Karsten Lauritzens udmeldinger seriøst.Venstres Ungdom er under Lauritzens ledelse er kommet til at minde påfaldende meget om Fremskridtspartiet. Denne ekstreme ultra-liberalisme, som næsten kan forveksles med anarki, er jo overhovedet ikke brugbar i den virkelige verden, siger Kenneth Kristensen, der ikke tøver med at betegne forholdet mellem Venstres Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom som værende i krise.

- Karsten Lauritzen har ikke forstået, at forudsætningen for al den frihed, som han gerne vil have, jo netop er, at staten er i stand til at beskytte borgerne mod angreb ude - eller indefra, så borgerne kan føle sig trygge, siger Kenneth Kristensen.

Venstres Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom har haft et udmærket forhold til hinanden i de seneste mange år, men med Karsten Lauritzens ultra-liberalisme er det vanskeligt at se mulighederne for samarbejde.

- Jeg tror, at det eneste sted på jordkloden, hvor Karsten Lauritzen kan få frihed for overvågning af Hizb- ut-Tahrir, fri hash, fri narko osv. er på Nordpolen, så jeg vil sådan set opfordre Karsten Lauritzen til oprette en liberalistisk fristat deroppe. Hans største problem bliver jo så, at han kun kan dele sine gratis smøger ud til isbjørnene, siger Kenneth Kristensen.