Af Trine Olesen, DFU-Århus
Weekenden d. 26.-27. januar var DFUerne i julehumør.
Vi ankom til Hotel Dalgas i Brande lørdag omkring klokken 13 og checkede ind på værelserne. Klokken 13.30 mødtes vi i den sal, hvor selve mødet skulle foregå, og blev budt velkommen af Allan Steen Hansen. Vi var utrolig mange mennesker og også mange nye medlemmer, som ikke havde været med til landsdækkende arrangementer før.
Vi startede traditionen tro med en fællessang fra DF-sangbogen. Efter velkomsten sprang Marlene Harpsøe på talerstolen for at holde et oplæg om, hvad hun havde lavet, siden hun blev valgt som politisk næstformand. Efter oplægget var der debat, hvor alle de fremmødte havde mulighed for at stille spørgsmål til hende. Mange var interesserede i at stille spørgsmål, og de blev gladelig besvaret.
Nu var det blevet tid til lidt spiseligt i form af eftermiddagskaffe med sandwich. Langt de fleste af os havde ikke fået noget at spise siden om morgenen, så det var skønt med en lille pause. Efter det, var der et indlæg om islam ved forfatteren Rolf Slot-Henriksen. Det var et utrolig spændende indlæg. Han havde en masse brochurer med, som man kunne få og nogle bøger, der kunne købes. Det var rigtig godt! Efter indlægget var der debat, og ligesom ved det tidligere indlæg, var der masser af spørgsmål. De blev besvaret utrolig godt, og der var stor interesse.
Efter oplægget blev vi informeret om, hvordan kommunalvalget var gået for DFU, og så var det blevet tid til Kenneth Kristensens 10 års jubilæumstale. Han fortalte om hvilket stort fremskridt DFU havde gjort, siden starten i 1995. Mødet sluttede ved halv sekstiden, og så havde vi halvanden times tid til at gøre os klar til aftenens store fest.
Kl. 19 ankom vi til mødesalen, som nu var lavet om til en festsal med mindre borde og bordkort.. Nye medlemmer var blevet blandet med ”gamle” medlemmer, så man lærte nye mennesker at kende. Det blev en succes, for uanset om man kendte hinanden, så blev der hygget og grinet ved alle bordene. Festen startede med, at vi fik udleveret nogle fantastiske nissehuer trykt i anledningen af jubilæet. Carina Achiam sprang op på scenen, hvor musikken var stillet op, og præsenterede en sketch af hovedbestyrelsen. Det skulle forestille en fremtidig DF-gruppebestyrelse. Kenneth Kristensen som Morten Messerschmidt, Allan Steen Hansen som Kenneth Kristensen, Dennis Flydtkjær som Carsten Horn, Heidi Frifeldt som Maja Frederiksen, som desværre ikke selv var til stede og sidst – men bestemt ikke mindst vigtig – Marlene Harpsøe i rollen som Bente Kronborg Holst som den nye formand. Det var en utrolig sjov sketch (instrueret af Carina Achiam), som alle lå flade af grin over!
Vi fik noget utrolig dejligt mad – det helt store julebord. Det smagte helt fantastisk! Efter maden kom aftenens underholdning, stand-up’eren Mads Keiser. Han var sindssyg sjov, og næsten alle var ved at græde af grin. Efter en halv times tid, var det tid til at hvile lattermusklerne lidt, men så var der til gengæld dans. Henriette og jeg startede dansen, og så kom der ellers gang i fødderne hos folk. Alle var lige pludselig hurtige til at komme på gulvet, og der var en rigtig god stemning hele aftenen. Det var noget vildt god musik, og nogle var også flittige til at bestille julemusik hos dj’en. Mange af medlemmerne – og specielt Hovedbestyrelsen - var på dansegulvet stort set hele aftenen/natten.. Klokken to sluttede festen, og så var det tid til at hoppe i seng. Nogle tog dog videre i byen eller festede videre på værelserne – DFUere er slet ikke til at standse!
Næste morgen (meget, meget tidligt, når man tænker på aftenens/nattens strabadser!) spiste vi morgenmad, checkede ud af værelserne, og hvad der ellers skulle klares inden kl.10.. Vi lagde ud med Heidi Frifeldt, der ringede med en stor klokke, men heldigvis blev den meget hurtigt lagt væk igen, for hovederne var meget tunge og trætte den morgen.. MF Hans Kristian Skibby, forsvarsordfører for DF, holdte et meget interessant indlæg om Danmarks forsvar og terrorberedskab. Efter en kort pause, var der debat med Hans Kristian. Der var, på trods af tømmermænd m.m., stor interesse. Indlæg og debat var det eneste på søndagens dagsorden, så det var nu på tide at vende snuderne hjemad – og få sovet ud. Det var en fantastisk weekend, for DFUerne forstår virkelig at more sig! |