06.06.2006

Grundlovstale den 5. juni 2006 på Frederiksborg Slot

”Folkets kærlighed min styrke.” Med disse ord underskrev Frederik den 7. i 1849 den danske grundlov. Han formåede at blive en af de mest populære konger i Danmarkshistorien, fordi han med sit klarsyn og kærlighed til det danske folk afskaffede enevælden og indførte folkestyret.

Med Grundloven gav Frederik d. 7. den danske befolkning lige meget magt. Vi fik demokrati – og retten til hver især som enkelte individer og borgere magt til at styre og påvirke ikke mindst vores eget liv men også, hvordan samfundet skulle se ud.

Grundlovsdag er i dag dagen, hvor vi fejrer denne grundlov - med vores demokrati, vores frihedsrettigheder og vores danske værdier. Grundlovsdag er det nærmeste, som vi kommer en dansk nationaldag. Det er en festdag ud over det sædvanlige. Især for et parti som os i Dansk Folkeparti, der virkelig påskønner den danske kultur og alt, hvad den indeholder.

§ 4 i grundloven knytter det danske samfund tæt op af den danske folkekirke. Det er en stærk anerkendelse af de kulturelle rødder, som vi har med os fra kristendommen og den protestantiske retning i Danmark. Det omhandler kærligheden til gud og vigtigst af alt kærligheden til vores medmennesker – næstekærligheden.

Men grundloven sikrer os også frihed til at forsamle os i foreninger. Det giver os ret til at forsamle os, som vi gør det i dag. Dog siges det at hvis man forsøger at opnå sine mål med vold eller lign., da kan ens forening opløses ved dom. Uden denne forsamlingsret ville vi i Danmark ikke have en så stor, frivillig foreningsskare, som vi har.

”Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.” Dette siger grundlovens § 70. Ingen kan på grund af sin tro, nægte at opfylde sine borgerlige og demokratiske pligter. Men det er også en klar adskillelse af religion og stat, som her kommer til udtryk. En adskillelse som bidrager til et mere ligeværdigt samfund, hvor alle har fælles udgangspunkt. Med et fælles udgangspunkt og en fælles rod kan vi sikre os et samfund, hvor alle er lige.

Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Børnene har ret til indlæring og til at uddanne sig. Uddannelse skaber både social velstand og tryghed.

§ 77 er efter min mening den vigtigste af alle paragraffer i grundloven. Den sikrer os nemlig retten til at ytre os, som vi vil - og den slår fast, at man aldrig kan indføre censur.

Grundloven sikrer os frihed. Frihed til at vælge, hvad vi vil sige. Frihed til at vælge hvem og hvad vi vil være. Frihed til at vælge vores nutid – og vores fremtid. Frihed til at være - dem vi er. En grundlovssikret frihed, som er unik for den vestlige verden. En frihed til alle og for alle – men samtidigt en frihed hvor vi stilles til ansvar for os selv og vores medmennesker.

Grundloven sikrer os fremskridt, fremdrift, udvikling samt social lighed og tryghed.

Grundloven og de rettigheder, som den sikrer os, er i dag under pres fra flere sider. EU og dens magtbegærlige embedsmænd kører en kamp imod medlemslandene og deres suverænitet.

Efter EU's nederlag i 2005, hvor både Frankrig og Holland sagde nej til EU-forfatningen, proklamerede en del EU-politikere, at vi aldrig ville komme til at se noget til den forfatning igen.

Nej det ville vi heller ikke – i stedet er man nu ved at skabe en ny forfatning. En såkaldt minitraktat, som EUs udenrigsministre ikke vil have til folkeafstemning. Således at forfatningen skridt for skridt alligevel bliver indført selvom borgerne både i Holland og Frankrig har sagt klart nej. Det er typisk for EU at drive denne rovdrift på demokratiet og medlemslandenes suverænitet.

Men man proklamerede også en såkaldt tænkepause, som skulle få borgerne til at tænke over, hvad de ville med EU. Men EU interesserer ikke folk og er ikke et folkeligt projekt. EU er et projekt for magteliten - og det går aldrig op for denne elite af magtsoldater, at enhver tanke om EU er umulig og uden gennemslagskraft.

Hvis man virkelig skulle styrke demokratiet og interessen for EU, skulle man holde en folkeafstemning om spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU. Det ville virkelig få danskerne op af stolen og derved give en del debat om EU. Hermed plejes og udvikles demokratiet. På nuværende tidspunkt tager EU pusten ud af demokratiet, fordi Den Europæiske Union og hvad det indebærer, er for vidtrækkende i forhold til det, som befolkningen kan overskue og inderst inde ønsker.

For mig er EU alt for utilgængeligt og bureaukratisk. Arbejdsgangene er indviklede og komplicerede - og EU tager sig af meget mere end de bør.

Den Europæiske Union skal kun tage sig af ting, som alle medlemslande kan have en positiv effekt af uden at skulle afgive suverænitet. EU skal kun samarbejde på områder som handel, miljø og bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, hvor alle lande kan nyde fordele af samarbejdet uden at skulle opgive deres uafhængighed.

Det indre marked styrker Europas handel samt konkurrencen i forhold til et marked som det kinesiske. Derudover giver det en øget konkurrence de europæiske lande imellem og styrker samtidigt en fri og fair konkurrence for alle virksomheder. En sund og stabil økonomisk vækst med det indre marked, medvirker også til at opretholde og udvikle den sociale tryghed og sikkerhed i de europæiske lande. Alle tager et ansvar - i deres fælles interesse.

På det miljømæssige område er det vigtigt med en fælles og klar politik for at bekæmpe forurening, CO2 udslip og lignende. Samarbejdet skal ikke kun sikres på europæisk plan men også på internationalt plan. Det er alles ansvar og i alles fælles interesse.

Organiseret kriminalitet på tværs af landegrænserne skal bekæmpes. Det er en pligt for alle medlemslande at samarbejde for at få gjort op med alle former for organiseret kriminalitet. Det er et fælles ansvar og en fælles interesse.

Men selvom at der nu er udråbt tænkepause, buldrer EU og dets magtsoldater stadig derudaf med 700 km i timen. Således blev der f.eks. i 2005 fremsat intet mindre end 411 lovforslag. Det giver ikke ligefrem associationer til et EU i tænkepause. EU tager på denne måde hverken sig selv eller borgerne alvorligt. Den folkelighed, som den danske grundlov og demokratiet bygger på, hersker ganske enkelt ikke i EU.

Men Den Europæiske Union er ikke det eneste som har lagt Grundloven og vores frihedsrettigheder under pres. Ytringsfriheden blev under Mohammed-krisen givet kamp til stregen. Vi forsvarede vores grundlov og vores rettigheder. Aldrig har man set så mange danskere på barrikaderne for at kæmpe for ytringsfriheden. Krisen fik virkelig blåstemplet den danske kulturs vigtigste grundlag; Grundloven og ytringsfriheden.

Flere sheiker, arabiske embedsmænd og lærde pressede på for, at Danmark skulle indføre restriktioner i pressefriheden. At indføre censur ville direkte stride imod grundlovens § 77.

Gad vide hvad Saudi Arabien ville sige, hvis vi f.eks. krævede ligestilling og stemmeret til landets kvinder?

En anden verdensdel som den mellemøstlige og arabiske verden - der intet kender til den vestlige verden og vores værdier – skal aldrig diktere, hvad vi som danskere skal og ikke skal. Den form for diktatur er der nok af i den arabiske verden.

Mohammed-krisen handler for mig ikke om, hvorvidt tegningerne skulle være bragt eller ej. Vi har pressefrihed her i Danmark, og aviserne må selv bestemme hvad de vil trykke. For mig viser Mohammed-krisen den forskel der er mellem demokratiet i den vestlige verden og diktaturet i den arabiske verden.

Diktaturet sætter sine tydelige spor i de lande, som lever med denne enevældige styreform. Folket undertrykkes og straffes for at ytre sig anderledes end diktaturstyret. Der er ingen lighed mellem mænd og kvinder. Et samfund i konstant frygt for diktatoren. Her hersker stor mangel på social lighed. Udviklingen står i stampe, fordi mennesker ikke må tænke selv. De må ikke lære nyt men undertrykkes til at leve på en måde, som vækker associationer til middelalderen.

Med folkestyret er vores samfund i konstant udvikling. Vi har lov til at tænke nyt og det udvikler konstant vores verdensdel, både personligt - men også fagligt. Denne udvikling skaber viden, som vi kan bruge til bl.a. at kunne mestre de udfordringer som globaliseringen måtte give os. Der skal udvikling til at kunne skabe fornyelse og sikre vores velfærdssamfund. Vores kultur og samfundsform er grundstenene til, at vi har det så godt i dag. Vores kultur, vores kristne kulturarv og vores værdier har bidraget væsentligt til, at vi i dag har så stor vækst og social tryghed i Danmark. En udvikling og social sikkerhed som ikke er til at finde i den arabiske verden.

Med det diktatur og den kultur som mange arabiske og mellemøstlige lande lever med, er det ikke underligt, at de ikke forstår, hvorfor man i Danmark har lov til at tegne og trykke 12 satiriske tegninger. Men erkendelsen af at kulturen i mange arabiske lande er uudviklede i forhold til den vestlige kultur betyder ikke, at vi skal anerkende deres krav om restriktioner i ytringsfriheden. Tværtimod skal vi blive ved med at kæmpe for vores værdigrundlag og den kultur som i så høj grad giver os så mange velfærdsgoder og social tryghed som mennesker og borgere i den vestlige verden.

Tænk at vi har den frihed til at sige, skrive og gøre som vi vil. Det er kernen i det danske samfund – og en stor del af årsagen til at den vestlige verden løbende er i så stor en udvikling. De samfund - som netop ikke har de samme friheder som de vestlige – står stille. De kommer ingen vegne. Med deres manglende udvikling bliver de kastet endnu længere tilbage i tiden.

Mohammed-krisen var en øjenåbner for mange mennesker. Det kan vi især glæde os over i Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom, der i årevis har kæmpet for ytringsfriheden, de danske værdier og vores demokrati. Kæmpet for alt hvad vi står for som danskere.

I USA er der nu flere der ved hvad Danmark er. Vi er blevet kendt for vores standhaftige forsvar for vores frihedsrettigheder. Det kan vi være stolte af.

Danmark er et land, hvor frihed topper. Frihedsrettighederne i Danmark har det godt. Men på nogle punkter lider de stadig et tilbageslag. Det er især på baggrund af den store indvandring som er sket til Danmark.

En ny kultur er kommet til Danmark. Personer med dette kulturelle ophav er svære at integrere i det danske samfund. Det kommer nok ikke bag på jer, når jeg fortæller, at kulturen, som jeg henviser til, er den mellemøstlige og arabiske kultur.

Ligestilling har vi haft i Danmark i mange år. Men med indvandringen er denne ligestillingsproces gået tilbage. Ca. 13.000 indvandrerkvinder lever isoleret fra det danske samfund. Indespærret og holdt som gidsler af en kultur, som ligger vidt fra den dansk, vestlige kultur. Denne form for undertrykkelse af kvinder og ulighed mellem mand og kvinde, kan vi ikke acceptere som et dansk samfund, hvor vi tror på lige rettigheder og muligheder for alle – mand som kvinde.

Mohammed-krisen boltede ytringsfriheden fast til det danske samfund med syvtommer søm. Men ytringsfriheden har også grænser.

Ytringsfrihedens grænser går der, hvor man forsøger at opnå indflydelse med vold eller opfordringerne hertil, præcis som grundloven foreskriver det. Præcis som Hizb ut-Tahrir har opfordret til vold mod jøder, frafaldne muslimer og sågar vores statsminister og hans nærmeste ministre. Derfor hilser vi også et forbud af Hizb ut-Tahrir velkommen. Det er mærkeligt at tænke sig, hvorfor Hizb ut-Tahrir ikke er forbudt i Danmark, når andre lande allerede har dømt dem som værende en terrororganisation samt forbudt foreningen ved lov. Men danskerne er desværre naive - og Hizb ut-Tahrir udnytter ytringsfriheden og naiviteten i det danske samfund.

Integrationen skal sikres gennem en accept af og respekt for grundloven og Danmarks værdigrundlag. En accept af at man ikke kan forlange særbehandling på baggrund af hverken religion eller afstamning – samt en respekt for at Danmark bygger på en adskillelse af religion og stat.

Alle i Danmark - indvandrere som danskere - skal acceptere at grundloven bygger på et værdigrundlag med rødder i kristendommen. En rod som er dybt forankret i næstekærligheden. Næstekærligheden er i dagens Danmark en væsentlig del af den danske kultur – og med indførelsen af grundloven sikrer det kristne værdigrundlag ligestilling mellem mand og kvinde, social sikkerhed og et ansvar for sig selv og sin næste.

”Folkets kærlighed, min styrke,” sagde Frederik d. 7. med henvisning til den netop vedtagne grundlov den 5. juni 1849. Danskerne elsker den danske grundlov, som styrker os lige fra Skagen til Langeland. Den styrker os som folk, giver os et fællesskab uden lige og samler os om en fælles kultur og fælles rettigheder. En kultur som endda sikrer os et socialt sikkerhedsnet og frihed til at være dem vi er. Alt dette takket være Frederik den 7. og hans kærlighed til det danske folk. Han ville give sit folk frihed og var en stor mand for sin tid.

I dag kæmper vi stadig for demokratiet og vores ret til at beholde det intakt. Vi kæmpede under Mohammed-krisen – og dagligt kæmper vi imod suverænitetsafgivelser til EU samt imod utilpassede indvandrere i Danmark som modarbejder de danske værdier og alt hvad vi står for og er blevet givet gennem Junigrundloven af 1849.

Danskerne er et fredeligt folk. Men vi kæmper for vores værdier, friheder og rettigheder, hvis de trues. Ingen skal nogensinde gøre vores frihedsrettigheder fortræd.

Vi vil blive ved med at kæmpe. Vi vil aldrig give op. Vi står ved det, som vi tror på. Et frit Danmark og en dansk fremtid.

God Grundlovsdag!

Nedenstående afsnit om Massoud Fouroozandeh er udtaget af talen, da han er blevet taget til indtægt for nogle oplysninger, som han ikke har bidraget med, hvilket jeg skal være den første til at beklage. mh

”Den forbudte frelse – fra Koransanger i Iran til kirkefader i Danmark.” Sådan lyder overskriften på en biografi om den iransk-fødte kristne præst i Danmark Massoud Fouroozandeh. I sin bog fortæller Massoud om, hvordan det er at opvokse i et teokratisk diktaturstyre i Iran. Faderen var sikkerhedschef under Ayatollah Khomeini og Massoud flygtede til Danmark for at undgå at blive sendt til fronten i krigen mellem Iran og Irak. I Danmark blev Massoud Fouroozandeh kristen og leder i dag tre menigheder i København, Odense og Århus.

Massoud fortæller om sit personlige opgør med islam og om hans personlige oplevelser i Iran. I får en af oplevelserne her: Ved en sportsbegivenhed i Teheran blev en mand ført ind i midten af stadion. Manden var blevet dømt for at være tyv og skulle have afhugget sine hænder. Hænderne blev hugget af og derefter smidt ud til publikum. Her legede børn med de afhuggede hænder og smed dem rundt i luften, som om det var det mest naturlige og sjoveste de havde oplevet i deres liv.

Episoden forskrækkede Massoud – og den forskrækker også os. Men den undrer os ikke. Det undrer os ikke, når vi gang på gang vidner en ubehagelig opførsel fra 2. generations utilpassede indvandrere. De har fået en kultur ind med modermælken, som er langt fra den danske.