07.06.2007

Tørklædet er ikke en frihedsrettighed

Asmaa Abdol-Hamid toner i flere medier frem med, at man selv har ret til at vælge, om man vil gå med slips eller tørklæde. Det er nemlig en frihedsrettighed at gå med tørklæde, mener Abdol-Hamid.

Men det er ikke en frihedsrettighed at gå med tørklæde. Det er tværtimod en kniv i hjertet på det, som frihedsrettighederne er; nemlig demokrati, ytringsfrihed og ligestilling mellem kønnene.

Desuden kan man ikke sammenligne et religiøst betinget tørklæde og et slips. Tørklædet er ikke bare et stykke stof på 20 gram, men et symbol på lovreligionen islam. Derudover er tørklædet med til at markere mandens dominans over kvinden i selv samme religion. Slipset er til gengæld hverken religiøst funderet eller lighedsindskrænkende. Det muslimske tørklæde fratager en kvinde de danske frihedsrettigheder, og som kvinde og demokrat bliver jeg dybt pinligt berørt over Asmaa Abdol-Hamids sammenligning af disse to beklædningsgenstande.

Diskussionen om de religiøse tørklæder er en meget vigtig debat. Det handler om nogle helt grundlæggende værdier. Det handler ikke bare om et stykke stof og om hvorvidt det sidder om halsen eller hovedet. Man skal ikke undervurdere tørklædets betydning, men se i øjnene, at det symboliserer et angreb på vores demokrati.

Det muslimske tørklæde er uforeneligt med de danske frihedsrettigheder og værdier og bør derfor forbydes. Jeg er nu ængstelig ved, at Asmaa Abdol-Hamid higer mod Folketinget for at repræsentere et folk, hvis værdier hun tydeligt ikke kender, når hun kan sammenligne tørklæder og slips og tror, at tørklædet og demokratiet går hånd i hånd.



Indlægget er skrevet af:
Marlene Harpsøe, lokalformand, Dansk Folkepartis Ungdom Frederiksborg