28.09.2008

Åbent søndag eftermiddag?

Hvis jeg nu gerne vil handle mælk, tøj eller DVD-film søndag eftermiddag? ja så der nu håb forude, for nu viser det sig, at de konservative er kommet til fornuft og går ind for en afskaffelse af lukkeloven.

Det var da så sandelig også på tide, for hvordan kan vi, som moderne samfund fortsat stille krav om fleksibilitet og omstillingsvillighed, mens vi samtid begrænser befolkningens muligheder for at handle når det passer bedst ind i deres hverdag – for mange familier kunne man forestille sig, at muligheden for at foretage ugens indkøb lørdag aften eller søndag eftermiddag med overskud og ro frem for en stresset mandag efter arbejde – men inden kl. 18.00 med trætte børn i ulvetimen,ville gøre livet lettere for mange mennesker.

Masser af andre erhvervsgrupper i Danmark arbejder med såkaldte skæve arbejdstider, og der er ingen fornuftige argumenter for, at ikke også medarbejder i danske butikker skal være med her. Godt nok vil vi fra mange sider – primært venstrefløjen – høre argumentet om at butiksansatte jo også skal have fri. Men hvis det skal være parolen, må vi også til at sætte begrænsninger for, hvornår fly må flyve, for piloter, stewardesser og lufthavnspersonale skal jo også have fri ind imellem. Samtidig må vi acceptere, at vi ikke i fremtiden ikke kan få nogen nyheder mandag til fredag mellem 18.00 og 8.00 og i weekenden, for journalisterne skal jo også have fri indimellem – og sådan kunne jeg blive ved. Men det ville nok vække stor utilfredshed i befolkningen, hvilket da også er helt forståeligt.

Nej åbningstiderne for danske butikker må og skal være en sag mellem kunderne og de erhvervsdrivende. Vil èn købe og én sælge – skal folketinget ikke blande sig i, hvornår udvekslingen af varer finder sted. Tvært imod skal folketinget sikre gunstige vilkår til gavn for erhvervslivet. Og en afskaffelse af lukkeloven vil være særdeles gunstig for både butiksindehaverne og de danske familier.

Så derfor skal de konservative tages på ordet og lukkeloven afskaffes.



Indlægget er skrevet af:
Bente Kronborg Holst