22.01.2009

Hofhistorikerne står altid i kø

Den 20. januar 2009 sluttede George Bush sin otteårig præsidentperiode – en periode der på godt og ondt indførte verden i det 21.århundrede. Men allerede før Barack Obama blev taget i ed som ny præsident, havde en lang række selvudråbte eksperter og hofhistorikere trukket den afgående præsidents for skafottet og eksekveret ”dødsdommen” over Bush’s politik, og tilmed allerede udpeget Bush som den dårligste præsident i nyere amerikansk historie. 

Nuvel, hofhistorikeres udsagn skal man dog sjældent tage for gode varer, da disse som oftest på opportunistisk vis lefler for folkestemningen. Da Harry Truman i 1953 trådte tilbage som præsident, markerede det samtidig et historisk lavpunkt i meningsmålingerne for præsidenten. Som bekendt gentager historien sig, og på samme måde som dengang, står en sværm af bagstræberiske hofhistorikere i dag klar til at dømme den afgående præsident. Men ligesom dengang gør de det på et forhastet grundlag. Historien viser klart, at eftertiden dømmer ud fra et andet perspektiv – siden hen har det vist sig, at mange af Trumans politiske dispositioner ikke var så tåbelige som man gjorde dem til, og hans popularitet er siden da steget. 

På trods af at Bush og Truman ikke repræsenterede det samme parti, er der stadig mange ligheder imellem deres præsidentperioder. Kort efter Trumans magtovertagelse indledtes Den Kolde Krig, hvilket gjorde ham til den første præsident, der måtte tage kampen op imod det ufrie og kommunistiske Sovjet, der hårdt og brutalt undertrykte de østeuropæiske folkeslag og anvendte censur for at holde folkets røst nede. Truman startede ikke krigen – men han var som præsident nødt til at forsvare den frie verdens værdier, da disse kom under angreb.

På samme måde var det med Bush. Kort efter begyndelsen på hans første embedsperiode i 2001 blev den frie verden angrebet, men denne gang var det ikke af hidsige kommunister, der truede Vestens frihed og fredelige sameksistens. Denne gang var det fundamentalistiske islamister fra Mellemøsten der stod bag. Dette markerede en begyndelse på en ny periode i verdenshistorien.

Som svoret i den præsidentielle ed, forsvarede Bush den amerikanske forfatning, som netop bygger på grundtanken om frihed, og svarede igen i krigen imod terror, der set i lyset af 9/11-angrebet kun kan ses som en ren forsvarskrig for Vesten imod islamismen.

Bush markerer altså ligesom sin forgænger Truman en indledning på en ny periode. Truman blev den første af mange præsidenter som skulle kæmpe imod kommunismen, på samme måde som Bush blev den første af nok mange præsidenter, der tog kampen op imod islamismen. 

Eksperterne glemte alt om de nye tider tilbage i 1953, da de på et forfejlet grundlag bedømte Truman – i 2009 hvor det er Bush, der bedømmes, har eksperterne stadig meget at lære…