02.08.2009 Indfør regler for anskaffelse af kamphunde!
I den seneste tid har befolkningen lagt øre til gruopvækkende historier om mennesker og dyr, der er blevet skambidt af kamphunde.
Historier som da en forsvarsløs 5-årig dreng blev skambidt i Svebølle, og efterfølgende måtte indlægges på Rigshospitalet med sår, bidemærker og rifter i ansigtet. Historier om to hunde der angreb en børnefamilie i Greve, historier om hunden Nikko, der blev svært skadet efter et sammenstød med en kamphund, eller en af de nyere historier om den 4-årige Ali der også måtte en tur på Rigshospitalet for at få påsyet venstre øre. Ja historierne kan findes overalt i medierne, og befolkningen kan kun håbe, at der snart indføres regler for anskaffelse af kamphunde. Historierne skal ganske enkelt ophøre.
I Danmark gør vi meget for at sikre dyrevelfærd, og særlig Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom er garant for dyrevelfærd. Derfor må vi også handle straks, når vi hører om tilskadekomne dyr og mennesker grundet kamphunde.
Allerførst skal vi se på udviklingen af antallet af kamphunde og antallet af ulykker. Udviklingen har været støt sigende, og alene i Danmark findes der nu ca. 20.000 registrerede kamphunde samt en lang række af ulykker grundet kamphundeoverfald. Det er alt for mange. Udviklingen skal bremses, og det gøres ikke kun ved at forbyde flere kamphunderacer, men også ved at indføre strengere krav til kamphundeejerne.
-
Flere kamphunderacer bør forbydes. I Danmark er Tosa og Pitt bull terrieren forbudt. Men andre hunderacer, som er nær beslægtet med disse to, skal også forbydes. Fx den amerikanske Staffordshire Terrier
-
Kamphunde skal føres i snor. Der er ingen grund til, at disse hunde med aggressivt temperament kan gå frit rundt. Det må også være flovt, at vær ejer til en kamphund der har forvoldt skade og skambidt et andet menneske. Af logiske årsager skal de hunde bare i snor.
-
Der skal søges om tilladelse til at anskaffe sig en kamphund hos politiet. Politiet skal vurdere, om ansøgeren har det ansvar, der skal til, for at kunne beherske denne hunderace. Herefter får de udstedt et kort, der beviser, at de har ret til at erhverve en kamphund. Dette kort skal dog kunne tages tilbage, hvis ejeren ikke lever op til politiets vurdering af god varetagelse af kamphunde.
-
Der skal fastsættes en aldersgrænse for, hvornår man må anskaffe sig en kamphund. Denne aldersgrænse må ikke blive sammenkædet med myndighedsgrænsen – altså når man fylder 18 år. Man skal være noget ældre og erfaren. I Dansk Folkeparti har man foreslået en aldersgrænse på 25 år, hvilket for mig virker rimeligt.
-
Handel med ulovlige og forbudte hunde over den ubevogtede grænse skal standses helt. Høje bødestraffe skal kunne reducere denne undergrundshandel, og endelig bør man genindføre grænsekontrollen.
-
Man bør endelig være mere agtpågivende over for en børnefamilie der ønsker at anskaffe sig en kamphund. Det er jo trods alt ikke normen.
Det er storartet, at Dansk Folkeparti har fremsat en række forslag for at forbedre sikkerheden omkring kamphunde. I Dansk Folkepartis Ungdom bør vi støtte op omkring forslagene. Vi vil, ligesom vort moderparti, også være garant for ægte dyrevelfærd. |
 |

Indlægget er skrevet af: Rasmus Jensen. Næstformand i DFU Esbjerg |